Buddhas liv er dit og mit liv.

Tim Pallis

Sakyamuni (den stille sakya) Buddha, hvis familienavn var Siddhartha Gautama levede enten 566-486 f.v.t. eller 563-483 f.v.t. eller 448-368 f.v.t. eller endelig 484-404 f.v.t. som den nyeste forskning regner med. Han blev født på grænsen mellem det nuværende Indien og Nepal i en magtfuld klan, som tilhørte sakya stammen.

Det fortælles, at han var søn af rajahen af Kapilavastu, men jeg ved ikke hvor meget man skal lægge i den slags aristokratiske titler 500 år før vor tidsregning. Han blev gift som sekstenårig med Yasodhara, men fik først en søn som 29 årig ved navn Rahula, som betyder lænke. Samme år forlader han sin familie for at blive munk.

Denne handling kan være svært at acceptere i dette samfund, hvor en spirituel søgen og eksistentiel kval ofte opfattes som patologisk selvoptagethed og derfor asocial, hvorimod man i Østen har stor respekt for mennesker, som ofre deres liv for en spirituel søgen.

Vi har i Vesten et samfund, som lægger meget stærkt vægt på det individuelle og personlige ansvar, mens Østen lægger større vægt på den enkeltes kollektive ansvar overfor hele gruppen i storfamilien.

Som munk gik han i lære først hos mesteren Alara Kalama og derefter Uddaka Ramaputta, hvor han lærte at praktisere yoga og meditation. Men da dette ikke førte til den spirituelle befrielse og afklaring han søgte, tog han til Uruvela skovene i nærheden af Bodh Gaya og førte sammen med en lille gruppe sadhuer et så ekstremt asketisk liv, at det nær havde taget livet af ham. Da han indså, at dette heller ikke førte til nogen afklaring, valgte han den gyldne middelvej mellem et materialistisk liv og den strenge askese.

Siddhartha var nu blevet 35 år, og det var 6 år siden han havde forladt sit luksus liv for at søge sandheden. Han satte sig alene under et stort figentræ ved Nairanjana floden i Bihar og tog en umulig beslutning: "Lad hud, sener og ben tørre ind, lad kød og blod i mit legeme tørre hen, jeg vil ikke forlade denne stilling, før jeg har nået den fuldkomne erkendelse."

Under Bo træet erkendte han nu sin egen og alle tings egentlige natur. Man har her i Vesten kaldt denne erkendelse for "oplysning", skønt det rigtige ord for det er opvågnen (bodhi).

Sakyamuni Buddha forkyndte derefter dharmaen i 46 år som omvandrende vismand og åndelig healer ved at diagnosticere folks eksistentielle og spirituelle sygdom og tilbyde en behandling af den.

Det er vigtigt at forstå, at Sakyamuni ikke opfattede sig selv som en helgen, guddommelig person eller oplyst på grund af sin "opvågnen" under Bo træet. Han opfattede blot sig selv som én, der kunne hjælpe andre søgende på vej. Han sagde: "Tro ikke på hvad jeg siger, men undersøg selv om det er sandt, på samme måde som du vil undersøge det guld du køber på markedet, for at se om det er ægte nok."

Der er mange udlægninger i de forskellige buddha legender af, hvad det var Sakyamuni egentlig talt erkendte i Bodh Gaya under Bo træet. Var det erkendelsen af de fire ædle sandheder: lidelsen (duhkha), årsagen til lidelsen, ophør af lidelsen og vejen til dens ophør? Eller var det forståelsen af sandheden om alle tings foranderlighed (anicca), lidelsen (duhkha) og fravær af selv (anattha)?

Andre steder fremhæves først Siddharthas erindringer af sine tidligere fødsler, dernæst de talløse eksistensers genfødsler betinget af deres handlinger (karma) og til sidst alle tings betingede opståen eller gensidig afhængige årsagssammenhæng (pratityasamutpada).

I Mahayana buddhismen bliver der lagt vægt på, at Buddhas opvågnen var en særlig udelelig erkendelse, som kaldes prajna eller visdom. I Prajnaparamita litteraturen beskrives denne ubeskrivelige visdom som en erkendelse af alle tings "tomhed" (sunyata).

Dette negativt ladede og ubehagelige ord sunyata peger på, at alle eksistenser er tomme for en uafhængig og selvgyldig identitet. Det vil sige, at enhver eksistens er betinget af en bestemt sammenhæng af bestanddele og omstændigheder - intet er selvtilstrækkeligt eller autonomt.

Tomhedsbegrebet trækker derfor tæppet væk under enhver forudfattet mening om, hvem man er som person, og hvad virkeligheden egentlig er.

Mennesker er fanget i en begrebslig mekanik, som kaldes uvidenhed. Det menneske, som jeg tror jeg er, er i virkeligheden en konstrueret fiktion. Jeg har et navn, en personlig historie, erindringer, tanker, følelser og drømme. Men når jeg ser nærmere efter, er disse ting temmelig flygtige.

Det evige, vi søger, kan derimod ikke øges, ikke mindskes, som Hjerte Sutraen siger - det har været der hele tiden. Derfor er der intet at opnå og ej heller noget at stræbe efter at erkende.

Bevidsthedens natur er i sit væsen et klart og åbent rum fyldt med denne verden. Begreber og tanker er som skyer, der forsvinder i himlens dyb, de opstår af rummet og opløser sig igen i det umådelige bevidsthedsrum.

Til trods herfor beskæftiger man sig i zen buddhismen meget med Siddharthas opvågnen. Man interesserer sig måske ikke så meget for buddha-legendens mytologi eller hagiografi, men fremhæver det væsentlige ved Siddharthas erkendelse, fordi dette kan inspirere os til at søge at forstå, hvad denne opvågnen er og selv erkende det samme, som Siddhartha indså den morgen under Bo træet.

Det er nemlig vor praksis og vor erkendelse, som er vigtig, fordi det er vort liv det drejer sig om og ikke en mesters liv, som levede for 2500 år siden. Buddhas liv er nemlig dit og mit liv. Derfor fremstiller man i zen buddhismen Buddhas opvågnen på en lidt anden måde, end den man kender fra buddha legenden.

Det var den syvende dags morgen under Ficus Religiosa, hvor Siddhartha havde siddet i samadhi hele natten. Det var en koncentreret meditationstilstand, hvor bevidsthedens refleksive aktivitet midlertidigt var suspenderet.

Det blev morgen og morgenstjernen stod op i øst. Morgenstjernen er selvfølgelig planeten Venus, som stod lavt i horisonten og strålede i morgenluftens dis. Dens stråler faldt på Siddharthas nethinde, og pludselig skete det. Den direkte sansning vækkede bevidsthedens refleksive aktivitet på ny og vækkede bevidstheden til et helt nyt liv.

Der gik pludselig et lys op for Siddhartha, og han tænkte: "Alt er usædvanlig klart. Jeg ser hele det udstrakte landskab, ser disse hænder, fødder, tæer og lugter det frugtbare flodmudder, hvor mærkeligt og forunderligt er det ikke at være i live, hvor mirakuløst! Denne opvågnen er alle levende væsners sande natur, de er begavede med de vågnes visdom og medfølelse, og alligevel søger de i deres vildfarelse efter noget de mangler."

Efter denne realisering af livets sande væsen formulerede han det således:

"Mange fødslers kredsløb har jeg gennemløbet,

uden held søgende husets bygmester.

At fødes atter og atter er lidelse.

Men nu har jeg set dig, bygmester,

du bygger ikke hus mere.

Alle dine tagspær er brudt,

og husets rygås er styrtet ned.

Bevidstheden er nu nirvanas formløshed.

Dette er afslutningen på alle krav."

Buddha betyder "den som er vågnet", hvilket vil sige at have genvundet bevidstheden og set alle ting, således som de egentlig er. Dette kalder zen buddhister i Japan for kenshō jobutsu, at se naturen og blive en buddha.

Alle eksistenser er hver for sig buddhanaturens (buddhata) udelte totalitet, og ved at erkende dette bliver de hver især en buddha. I den forstand er ordet ”Buddha” en titel, ligesom navnet ”Kristus” er en titel, som fortæller at vedkommende har realiseret sit sande væsen.

Buddha kaldte sig selv Tathagata, hvilket både betyder "således gået" og "således kommet". Navnet betegner hans sande identitet, som den der både er "gået" og "kommet" på samme tid. Der ligger megen forskellig symbolik i "gået" og "kommet". Det er f.eks. ensbetydende med Buddhas erkendelse af, at hans sande væsen både er transcendent og immanent på samme tid.

At Buddhas væsen er transcendent betyder, at hans formløse bevidsthed ikke kan erkendes af sanser, begreber eller meditation. At hans sande væsen også er immanent betyder, at hans egentlige natur alligevel kan erfares og erkendes af sanser og visdom.

Immanens betyder at "forblive i" dvs. denne verden af tid og forandring. Buddhanaturens immanens betyder altså, at den er nærværende i bevidstheden, mens dens transcendens betyder, at den er uerkendelig eller udenfor den refleksive bevidsthed.

Navnet Tathagata betegner også, at Buddha er "gået i forvejen" for os andre og "kommet tilbage" igen, at han har negeret eller ophævet sig selv, men samtidig også har negeret eller ophævet denne negation, således at han er blevet i stand til at "dreje lærens hjul". "Gået" og "kommet" kan også ses i sammenhæng med Buddhas levende praksis, som de to tilstande absolut samadhi og positiv samadhi.

Absolut (negativ) samadhi er det samme som advaita vedantas nirvikalpa samadhi. Det er en meditativ tilstand, hvor bevidsthedens refleksive aktivitet midlertidigt er suspenderet, hvilket er en dyb koncentrationstilstand uden bevidsthed om noget som helst. I Zen kaldes tilstanden shinjin datsuraku eller sind og krop tabt.

Positiv samadhi derimod er den tilstand, som svarer til advaita vedantas sahaja samadhi eller den naturlige tilstand, hvor den dualistiske bevidsthed er ophævet, således at ens bevidsthed og verden ikke længere er adskilte. Det er derfor i denne perfekte tilstand muligt at fungere direkte og spontant uden at være hæmmet af et splittet sind.

Hvis vi skal sammenligne "gået" og "kommet" med noget i den kristne teologi, må det være betegnelserne apophatisk og kataphatisk. Apophatisk og kataphatisk er to ord fra den græsk katolske spiritualitet. Apophatisk betyder at erkende Gud uerkendelighed ved at negere alle begreber og udsagn om hans natur. Kataphatisk er derimod den bekræftende vej, hvor Guds manifestationer erkendes og benævnes.

Disse to veje er ikke forskellige fra hinanden, men én og samme virkelighed ligesom nirvana og samsara i buddhismen er ét for den, der kan se det. Tathagata betegner netop den tilstand, hvor nirvana og samsara er samme virkelighed. Denne tilstandsform er alle menneskers oprindelige natur eller evige nuværenhed.

Det betyder, at Buddhas opvågnen ikke efterlader sig noget spor, ligesom fuglen ikke efterlader noget spor i luften og fisken ikke i vandet. En buddha går uden at bruge benene og giver hånden uden at løfte armen. Den som har realiseret sandheden efterlader sig intet spor.

Den japanske zen mester Dōgen sagde: "At studere Buddhas vej er at studere sig selv. At studere sig selv er at glemme sig selv. At glemme sig selv er at blive vækket af alle ting. Når du vækkes af alle ting, er dit sind og din krop såvel som andres sind og kroppe faldet af. Ingen spor af vækkelsen bliver tilbage, og denne sporløshed fortsætter uden ophør."

Sakyamuni buddha siges at være en nirmanakaya buddha, som betyder "forvandlingslegemets" buddha. Der er tre legemer (tri-kaya) i den buddhistiske teologi: Dharmakaya, sambhogakaya og nirmanakaya.

Dharmakaya er alle eksistensers transcendente og formløse bevidsthedsrum. Sambhogakaya er den umiddelbare erkendelses direkte erfaring af buddhanaturen. Nirmanakaya er buddhanaturens åbenbarede immanens i et levende væsen, som nu kaldes en buddha. Dette svarer til treenigheden i den kristne teologi, hvor Faderen, Helligånden og Sønnen tilfredsstiller den søgendes krav på det guddommeliges transcendente og immanente natur.

I zen buddhismen fremhæver man et par episoder i Buddhas liv som særlig meningsfulde for den der træner i Zen. Det fortælles i en af buddha legenderne, at Siddharthas moder Maya var på vej til sin hjemstavn for at føde et barn. Hun gjorde et hvil i en have fuld af blomster, og idet hun løftede armen for at plukke en blomst, fødte hun sit barn.

Det siges også, at Siddhartha med det samme rejste sig op, gik syv skridt mod øst og syv skridt mod vest og derpå syv skridt mod syd og mod nord. I centrum standsede han, løftede sin højre hånd, pegede på jorden med den venstre og sagde: "Ovenfor himlen og nedenfor jorden er jeg den beærede."

Den kinesiske zen mester Yun-men (864-949) kommenterede dette ved at sige: "Hvis jeg havde været hos ham i det øjeblik, han sagde dette, ville jeg sikkert have dræbt ham med ét slag og smidt liget i gabet på en sulten hund."

Men hvad betyder "ovenfor himlen og nedenfor jorden er jeg den beærede?" Det er det samme for hver og en af os, vi er alle beærede med det vågne og bevidste liv og alle ét med universets enorme udstrækning i øst, vest, syd og nord.

Alle sammensatte ting og fænomener, som kaldes samskrita dharmaer, fra det mindste til det største, vækker os til at være opmærksom på den ene altomfattende asamskrita dharma, som er buddhanaturens formløse aspekt eller vort egentlige væsens klare bevidsthedsrum. Det er en ufattelig nådegave, som vi på grund af et splittet sind ikke fuldt ud kan påskønne. Dette er vor uvidenhed.

En anden episode fra Buddhas liv og lære har fået stor betydning for munkelivet. Historien kendes ikke i den oprindelige pali kanon og må derfor være et fabrikat af senere dato. Det drejer sig om videregivelse af dharmaen fra mester til elev, en slags autorisering eller inka, som det hedder i japansk Zen. Men der ligger også noget andet i det, da denne "transmission" etablerer en transmissionslinie fra selveste Sakyamuni buddha til en nulevende dharma mester.

Vi skal opfatte dette som en åndelig slægtslinje for munke, som ikke har en familie, skønt de lever i et stærkt familieorienteret østasiatisk samfund. Min erfaring fra Japan er, at klostrets sangha ér deres familie. Hver morgen reciterer de slægtslinjens navne fra Buddha til deres mesters mester. Baggrunden er følgende lille hændelse:

Engang besøgte guden Brahma en forsamling af Buddhas elever på Grippebjerget. Han gav Buddha en blomsterkrans og bad ham forkynde dharmaen. Men i stedet for at tale om dharmaen, tog Buddha en enkelt lille blomst ud af blomsterkransen, snoede den rundt mellem fingrene og smilede til forsamlingen. Der blev helt stille, ingen forstod, hvad han mente, undtagen den ærværdige Mahakasyapa, som smilede igen.

Buddha sagde da: "Jeg har den sande, dyrebare dharma, nirvanas subtile bevidsthed, ingen forms sande form, dharmaens fejlfrie indgang. Den kan ikke udtrykkes med ord og begreber. Det er en særlig formidling udenfor traditionen. Jeg betror den nu til dig Mahakasyapa."

En anden lille hændelse i Buddhas liv har fundet vej ind i zen buddhismens vigtigste kōan samling Mumonkan, som indeholder en slags lignelser og dialoger mellem mesteren og eleven: En besøgende filosof, som ikke tilhørte sanghaen, sagde til Buddha: "Jeg beder ikke om ord, og jeg beder heller ikke om ingen ord." Buddha blev blot siddende, hvor han sad.

Filosoffen sagde da beundrende: "Den højærværdige har med sin store barmhjertighed fordrevet uvidenhedens skyer og gjort mig i stand til at se vejen." Han bukkede derpå dybt i taknemlighed og forlod stedet. Da spurgte Ananda Buddha: "Hvad var det han erkendte, siden han i den grad priste dig?" Den højærværdige svarede: "En fyrig hest løber blot den ser skyggen af en pisk."